Borreminne hovedside

Borreminne hovedside

Om Borreminne

Årgangene

Hefteinnhold

Register

Søk

 

En Bastøy-gutt forteller

Av Svein Bugge

Noen ganger under de årene fengselet har vært drevet på Bastøy, har det dukket opp gutter som også tidligere har vært på øya. Noen har vært her før, både under guttehjemstiden og på vernehjemmet. En av disse var Arne. Han var av reisende slekt, og da jeg snakket med ham i 1989, fortalte han også endel om hvordan taterne hadde det bare for noen tiår siden i landet vårt.

Arne kom til Bastøy første gang i 1943, bare åtte år gammel. Han kom fra Lillegården barnehjem ved Porsgrunn. Dette var et hjem for omstreiferbarn. På denne tiden bodde guttene i de fem store forlegningsbygningene, Granly, Breidablikk, Solvang, Fram og Fjordgløtt. Det var på denne tiden fremdeles flere store sovesaler igjen på internatene. Arbeidet med å lage salene om til mindre rom pågikk, men var altså ennå ikke sluttført. Det bodde fra 15 til 20 gutter på hver sal. Hvert hus hadde en "husfar" som også bodde i huset med sin familie.

Husene hadde også hver sin "husmor" (ikke husfars kone) som kom og hjalp til med renhold, matutdeling og generelt stell av huset. Hun sørget også for å få klær til vask og for å få tøy reparert om dette var nødvendig. vaskeriet lå på samme sted som nå, i kjelleren på økonomibygningen. De yngste guttene bodde i Fram. Dette var gutter som, sin unge alder til tross, var regnet som litt vanskelige. Granly og Breidablikk hadde også ynghre gutter, mens de eldre bodde på Solvang. Fjordgløtt var isolatet, stedet for de vanskeligeste guttene og de som sskulle sone straff.

Det var krig i Norge da Arne kom til øya første gang. Det var sjeldent de så tyskere på øye, men det hendte de kom på inspeksjon. Arne forteller at det også var frontkjempere som hadde øvelser i skogen på øya. Tyskerne hadde også en bunker, eller et lite lager, nede ved den gamle idrettsbanen. Lederen for guttehjemmet under krigen var nazist. I maidagene 1945 kom det folk fra hjemmefronten for å arrestere ham. Han kom da gående ut av bestyrerboligen sammen med sin kone. Da han møtte hjemmefrontkarene, trakk han en pistol opp av lommen. Hjemmefrontfolkene forsøkte å hindre ham i å bruke pistolen, men greide det ikke. Pistolen gikk av, og bestyreren falt død om. Det er uvisst om han virkelig mente å ta livet av seg, eller bare å unndra seg arrestasjon.

– Maten var dårlig, men sannsynligvis ikke verre enn for folk flest, forteller Arne. Vi fikk så mye melk vi ville ha, og det var også bra med grønnsaker. Vi gikk også på slang for å få tak i frukt, no det var mye av på øya. Vi måtte spise den maten vi fikk, og vi ble tvunget til å drikke tran, forteller Arne.

Straffemetodene var harde under de første årene av Arnes opphold. Det kunne vanke ris for ganske bagatellmessige forseelser. Det kunne være nok at ungene gikk til et sted de ikke hadde lov til å gå. Da kunne det vanke både åtte og ti slag av bjerkeriset. – Men, legger Arne til, julingen var hardere på barnehjemmet. Der la de riset først i saltlake, noe de tross alt ikke gjorde på Bastøy. Straffen ble bestemt av bestyreren i administrasjonsbygget. Der hadde de også et rom hvor avstraffelsen fant sted. Straffen inkluderte ofte et opphold på Fjordgløtt (isolatet). Der var de innelåst hele døgnet. Det var ikke lufting, og de kom bare ut av cella når de skulle på toalettet. Oppholdet på Fjordgløtt varte som regel i cirka to uker, men de kunne av og til komme ut før ved å vise eksemplarisk oppførsel under oppholdet.

En av guttene har skrevet en sang om øya, eller snarere om en av lærerne der. Teksten er slik:

For ut på Bastøy skjønner du,
der er en lærer skjønner du,
han er hottentotten ikke riktig klok,
han er sinna som en tiger
og så hissig som ei løve,
også strupetak han tar.
Gutta satt en kveld,
stille for seg selv,
snakka om både ditt og datt,
også kommer denne stuten
og får tak i en av dem.
Bli med meg du lille venn.
Nei så f... om jeg gjør,
du kan bare prøve om du tør
å legge handa på mitt dyrebare brøst.
Jeg skal skalle deg i tryne,
så du nesten mister synet.
Du kan prøve om du tør.

Straffesystem

På Bastøya hadde de et poengsystem som resulterte i straff om en kom under et gitt nivå. Seks var det beste en kunne få. Ble det tre poeng, fikk man ikke være med på fritidsaktiviteter og lignende. Under tre poeng endte med juling og eventuelt isolat. En gang hadde Arne vært med på putekrig. Straffen for dette var at han måtte stå rett opp og ned hele natten, mens "husfar" lå og sov. Respekten for de foresatte var så stor at han ikke tudre flytte på seg før morgenen kom. Reglene var også så strenge at dersom ikke sengen var skikkelig oppredd, ble du hentet fra skole eller arbeid. Da måtte sengen res slik at den ble godkjent. Klærne og andre eiendeler måtte også være godt ordnet.

Sovesalen
Fra en av sovesalene. Tett i tett, og under full kontroll. Ikke akkurat hjemmekoselig.

I 1944 eller 1945 ble det drept en gutt på Granly. Gutten hadde lagt seg på sengen etter å ha spist middag. En av de andre guttene ville ha ham med for å spille fotball, fordi han var god til dette. Men gutten som hadde lagt seg for å hvile, ville ikke spille fotball. Da kastet den andre en jernkule, slik som man bruker i friidrett, i hodet på ham. Han ble stygt skadet, men levde til han kom på sykehuset. Skadene var imidlertid så store at han døde kort tid etter. Arne kan ikke huske om det ble noen rettsforfølgelse. Gjerningsmannen var både mindreårig og noe undermåls.

Noen av guttene som havnet på Bastøya var ikke mer enn åtte år gamle. Det hendte at de tisset i buksa. Straffen for dette var juling, noe som neppe hjalp dem noe særlig. Guttene gikk rundt og var konstant redde. Kirkegangen var tvungen, og det var gudstjeneste en gang i måneden. Skolen lå i kirkebygget, og det var fellesskole med de ansattes barn de første skoleårene. Senere fikk de ansattes barn lærer fra land og eget klasserom. Guttene på øya var ofte sammen med de ansattes barn på fritiden. Det var ikke noe forbud mot dette. På den tiden Arne var på Bastøya ble ikke salen i økonomibygget brukt til spisesal, den ble regnet som festsal. Guttene hentet maten i bøtter og spann på kjøkkenet. Alle måltider ble inntatt på de respektive hus.

 [ Toppen av siden ]

 

Undervisning

Foruten skole ble det drevet snekkerverksted, mekanisk verksted, skredderverksted, lappeverksted (klesreparasjoner o.l.), blikkenslagerverksted, skomakerverksted, landbruk og fjøsdrift. Det var fagfolk som ledet arbeidet og opplæringen som skjedde i verkstedene. Etter krigen kom det også et malerverksted i drift. Ingen av guttene jobbet på kjøkkenet under krigen, men etter krigen ble det mulig å jobbe også der.

Alle forlegningsbygningene ble varmet opp ved hjelp av sentrale fyringsanlegg for hvert av husene. Det ble fyrt med ved og koks. På vinterstid måtte de guttene som hadde med dette å gjøre, ned i fyrrommet for å fyre hver fjerde time.

I annen etasje på økonomibygget var det bolig og hybler for noen av de ansatte. Der var det også sykestue for guttene. Denne hadde plass til fire-fem senger. Det var ikke faste legebesøk på øya, lege ble tilkalt fra land når det var nødvendig. Arne forteller at han like etter krigen var med på å grave ned en telefonkabel fra sjøen og opp til økonomibygget. Før telefonkabelen kom, hadde det bare vært mulig å komme i kontakt med land ved hjelp av en radiotelefon. Arne forteller videre at ungene fikk hjelp av "husfar" og "husmor" med leksene. Guttene måtte gå og legge seg klokken 19.00. Om sommeren fikk de lov til å være oppe noe lenger.

Ny bestyrer

Etter krigen kom det en ny bestyrer på Bastøya. Han kom i 1949, og het Hans Harstad. – Etter at han kom, ble det mye bedre å være på øya, sier Arne. Den korporlige avstraffelsen opphørte, og det ble mye lettere å få besøk av sine nærmeste. Det ble også lettere å få permisjon. Guttene måtte da hentes i Horten av familien. Harstad sørget også for at flere av guttene som hadde mistet kontakten med sine nærmeste, fikk opprettet denne igjen. Det ble også åpnet mulighet til å få frigang til skole og arbeide i land. Arne jobbet i 1949-1950 hos gartner Andresen i Horten. Det ble også skaffet lærlingeplasser for guttene i bedrifter på land, blant annet på flyfabrikken. Guttene fikk også lov til å melde seg inn i idrettslag på land. Arne var med på å vinne "Hortensstafetten" i 1949. En av jobbene Arne var med på i Horten, var å anlegge have hos daværende politimester Erling Viken. Etter Harstads ankomst ble også det harde arbeidspresse på øya betydelig redusert. Skolen ble nedlagt, og de som var i skolepliktig alder fikk gå på skole i Horten.

I 1946-1947 ble "break wateret" på utsiden av Foldinbrygga støp. Arne var med på dette arbeidet, men den eneste betalingen han fikk, var en pakke tobakk i uken.

Hjeltnes var fjøsrøkter. Han hadde en nesten blind kone. Arne fremhever ekteparet, og spesielt Hjeltnes selv, som særdeles gode mennesker. Etter skoletid måtte guttene, særlig under krigen, ofte være med på gårdsarbeide. Hjeltnes tok med seg så mange av guttene som mulig til fjøset. Han var snill, og lærte bort det han kunne om dyrestell. Han lærte også guttene å melke. Han var en meget god støtte for mange av guttene. Guttene satt ofte nattevakt i grisehuset når det var unger i vente.

Husfar på Ganly var derimot en harding. Hav var gammel bokser, og var glad i å slå. Det var derfor om å gjøre å unngå å bo i dette huset. Slik brutalitet opphørte imidlertid etter at Harstad kom til øya. han lot også guttene få besøk av folk fra land som kunne underholde. Arne forlot guttehjemmet i 1952 for å dra på hvalfangst.

Arne sonet også på Vernehjemmet i medhold av fengselslovens paragraf 12. Denne loven gir domfelte anledning til å sone på behandlingshjem eller lignende, i stedet for å sitte fengsel. Arne forteller at dette var en fin tid. Klientene hadde, under forutsetning av at de hadde råd til det, anledning til å reise til land annenhver onsdag. De kom ofte beruset tilbake, uten at dette fikk negative konsekvenser for dem. Nier- og tierhusene ble bygget på denne tiden. Det samme ble den "gamle" vaktbygningen og hus 2C. Det var ikke arbeidsplikt på vernehjemmet, men mange av guttene var flinke håndverkere og kunstnere. Arne fremhever betjeningen som førsteklasses. Han oppholdt seg på vernehjemmet i bare cirka fem måneder.

Hvem var guttene?

Hvem var det som ble anbragt på guttehjemmet på Bastøya de første årene? Kanskje kan følgende opplysninger om gutter som ble utskrevet fra hjemmene i 1905 si oss noe om dette.

Gutt fra Sarpsborg

L.-nr. 122. Sarpsborg, født den 24de januar 1889 og insat 14de oktober 1900 ifølge dom for tyveri. Af politimesteren meddelelser hidsættes: Angaaende gutten skal jeg bemerke, at han antages noget over almindelig begavet, men har et stivt og trodsig temperament. Hans mor er fraskilt og har foruden sine ægte barn mange uægte; alle er nu taget fra henne, da hun selv er usædelig og ikke alene legemlig vanskjøytter dem, men ved sit liv og hele sin færd ligefrem oplærer dem i det som ondt er. 

Fattigkommisjonen har derfor med stor sorg seet alle bestræbelser for at faa en brav gut af han ved bortsettelse privat, frugtesløse, idet moderens magt over barnet er saa stor, at han stadig vender tilbage til hende, uden at man har merket, at disse sønnes stadige flugtforsøk, vækker bekymring hos moderen, der nærmest er stolt af dem, og i hendes øine er et bevis paa guttens evne til at klare sig selv. Han er nu strafskyldig for tyveri, og fattigkommisjonen anser det som eneste og sidste utvei at faa ham anbragt paa et guttehjem, for om det mulig der vil lykkes at faa guttens bedre følelser frem.

På guttehjemmet gjorde han seg flere ganger skyldig i tyverier av forskjellig slag, var løgnaktig og egenraadig, men forøvrigt i forhold til sin alder og udvikling en ganske djærv gut, som bare manglede at komme ind i det rette spor. Det lykkedes lidt efter lidt at faa ham til at holde op med sine uvaner, så der var grund til at være fornøiet med hans forhold i den sidste tid. Da han var bleven konfirmeret, skaffede fattigforstanderen ham plads på hjemstedet, hvor han først deltog i forskjellig slags arbeide, senere tog han til sjøs. Paa hans forhold har der intet været at utsætte.

Gutt fra Moss

L.-nr. 127. Moss, født den 24de mars 1887 og anbragt den 15de oktober 1900 af Moss værgeraad. Om denne gut meddeles, at han ikke er tyvagtig, men som uægte barn har hans opdragelse været overladt til en skrøpelig moder, der har ladet gutten opvokse uden tugt og pleie. Han er derfor bleven en raa og ihærdig skulker, saa skolebestyreren udtaler at det er aldeles umuligt at lade ham søge folkeskolen. Ved skolehjemmet kom ogsaa hans raaskab tilsyne på mange maader; men han rettede dog lidt om paa sig, og det gik bra en tid udover; men en vakker dag nægtede han lige frem at lære sine lektier for presten, og man fandt, at han fik blive et aar til. Det næste aar læste han sine ting ganske godt og blev konfirmeret. Han var da snart 18 aar og fik plads paa en gaard som fjøsgut. Da han havde fyldt sit 18de aar, forlod han sin plads og drog til Moss.

Gutt fra Kristiansand

L.-nr. 128. Kristiansand, født den 16de januar 1889 og anbragt 18de oktober 1900 af Kristiansand vergeraad for tyveri. Moderen havde ved guttens anbringelse været enke i 8 aar, og da hun tillige havde været svært drikfældig, har børnene været bortsatte. Denne gut havde vist seg som en flittig tyv og har været straffet flere gange for tyveri. Ved skolehjemmet begynte han ogsaa at rapse, men holdt snart op dermed og blev igrunden en noksaa hyggelig gut. I 1904 fik han en slem sygdom i det ene øret, saa han maatte sendes paa Rigshospitalet, hvor han underkastede sig en operation med heldig resultat. Efter konfirmationen fik han plads paa en fabrik i Kristiansand.

 [ Toppen av siden ]

 

Gutt fra Kristiania

L.-nr.131. Kristiania, født den 5te juli 1887 og anbragt den 24de oktober 1900 af Kristiania værgeraad for tyveri og skulking. Efter de medfølgende dokumenter er gutten fra et meget daarligt hjem, hvor baade fader og moder og en gift søster, der ogsaa bor hjemme, er hendfaldne til drik, og trætte og slagsmaal forefaldt oftere i hjemmet. Denne gut hadde været anbragt i 6 maaneder på tvangsskolen, hvor han opførte seg vel; men saa snart han kom hjem igjen, var han den samme skulker som før. 

I skolehjemmet opførte han sig ogsaa godt, og da man havde bibragt ham saavidt kunskaber, at han kunde indtegnes for presten, blev han efter endt forberedelse konfirmered og udskreven paa prøve. Han kom først til en blikkenslager; men da han paa skolehjemmet havde arbeidet paa skrædderverkstedet og havde nogen øvelse som skrædder, fik han kort efter plads som skrædderlærling. Efter vel halvanden maaneds forløb, strøg han imidlertid fra mesteren, og der var da intet andet at gjørte, end tage ham tilbage til skolehjemmet, hvor han blev og opførte sig godt, indtil han fyldte de 18de aar og maatte udskrives.

Gutt fra Trondheim

L.-nr. 140, Trondhjem, født 23de mai 1889 og anbragt den 18de november 1900 af Trondhjems værgeraad for tyveri. Om guttens hjemlige forholde indeholder intet andet, end at han er af taterslægt. Han havde gjort sig skyldig i mange tyverier og var flere gange bleven straffet, uden at dette havde frugtet. I skolehjemmet opførte han sig i det hele godt. Han fik plads paa et mekanisk verksted i Oslo og har hidtil opført sig godt.

Gutt fra Arendal

L.-nr. 164, Arendal, født den 24de september 1887 og anbragt af Arendals værgeraad den 31te januar 1901 for skulking. Guttens forældre tilhører taterslægten og er delvis omstreifere. Samtidig med denne gut anbragtes hans to yngre brødre. Den væsentlige grund til anbringelsen var, at man ikke kunde faa børnene anbragt privat, da forældrene forulæmpede private forpleiere. Gutten opførte sig godt i skolehjemmet, og da han havde lyst til at gaa til sjøs, blev han i den sidste tid af sit ophold benyttet som maskin-gut. Hans tidligere lærer skaffede ham plads som fyrbøder med et skib fra Arendal; men paa grund af tunghørighet maate han slutte som fyrbøder og har senere faaet hyre med et andet skib. Om hans forhold medeles intet ufordelagtig.

Gutt fra Tune

L.-nr. 181, Tune, født den 29de januar 1888 og anbragt den 14de mars 1901 af Tune værgeraad for usædelighet. Værgeraadet meddeler følgende: Gutten har fra sin spædeste barndom været hos fremmede forpleiere. Hans moder er et meget løsagtig kvindemenneske med flere uægte børn. Hun har været straffet med vand og brød. Hun er nu gift; men gutten har vedblevet at være hos fremmede, og hans forhold paa skolen har i de sidste aar være bra, hvorimot hans sædelige forhold har været alt andet end rosværdigt. Man antager, at hans slette moralske forhold dels stammer fra slet opdragelse, dels fra nedarvede tilbøieligheter. 

Denne gut var den hele tid beskjæftiget paa vort skomagerværksted. Det var en stilferdig, taus natur, som det var ret vanskelig at faa tag i. Da han blev konfirmeret, og man skulde se sig om efter plads til ham, fraraadede hjemstedet hans anbringelse paa hjemstedet, og det lykkedes efter noget strev fra skolehjemmets side samt et betydelig tilskud, at faa ham anbragt paa Hamar jernbaneverksted, hvor han af alle var godt ligt. Da han fyldte sit 18de aar og endnu ikke var kommet saa langt, at han kunde tjene til livs ophold, opsagde han sin plads, trods vaart tilbud om, at skolehjemmet skulde støtte ham, indtil han kunde opnaa tilstrækkelig løn. Han reisste da hjem til Tune, hvor hans moder havde forespeilet ham arbeide og god fortjeneste.

Gutt fra Sarpsborg

L.-nr. 186, Sarpsborg, født den 12te april 1892 og anbragt den 25de mars 1901 av værgeraadet i Sarpsborg for almindelig vanart og daarligt hjem. Af værgeraadets meddelelser om guttens hjemlige forhold, hidsættes: Faderen har været 1/2 aar paa Akershus strafanstalt for usædeligt forhold til børn, og moderen, der er tjenestepige og har 4 uægte børn, har været straffet for tyveri. Gutten har allerede i meget ung alder vist slet opførsel. Han var først anbragt hos bestemoderen paa mødrenesiden; senere kom han til et par børnløse folk, og i den sidste tid har hans moder havt ham hos sig i tjenesten. Læreren tror, at gutten har forbryderske anlæg; men det maa dog antages at han vil rette paa sig, naar han kommer bort fra moderens daarlige indflydelse. 

Denne antagelse viste seg ogsaa paa skolehjemmet at slaa ind. Vistnok var han til at begynde med fuld av alslags uvaner; men han rettede snart paa sig; han havde gode ævner og fulgte godt med paa skolen; saa han snart indhentede, hvad han havde forsømt. Da smaa-afdelingen oprettedes for mindre børn, blev han overført til denne avdeling, og da afdelingens husfader sluttede for at overtage sin gaard i Brøttum, blev han udsat hos ham for en betaling af 15 øre pr. dag. Han er der fremdeles, og baade gutten og forpleieren er fornøiede med hinanden.

Gutt fra Stavanger

L.-nr. 193, Stavanger, født den 20de oktober 1889 og anbragt den 30de april 1901 af Stavanger værgeraad for tyveri. Gutten havde tidligere været anbragt paa Linsøens tvangsskole, hvor han var anseet for en haard og trodsig gut med tilbøielighed til tyveri. I skolehjemmet viste han sig ogsaa længe stiv og umedgjørlig. Efter at han forsøgsvis var bleven indtegnet til konfirmationsforberedelse, opførte han ssig nogenlunde godt, saa man fandt at burde forsøge udskrivning paa prøve. Han fik plads paa en skofabrik paa hjemstedet og faar ved aarskifte det bedste skudsmaal.

Gutt fra Kristiania

L.-nr. 196, Kristiania, født den 13de oktober 1888, og anbragt den 25de mai 1901 af Kristiania værgeraad for skulking. Gutten havde gjæntagende været sendt til tvangsskolen, uden at dette havde formaaet at rætte paa denne ihærdige skulker. Han antages at have gode ævner, men er saa doven, at ha ikke gidder lære noget. Skolen og hjemmet staar magtesløse og ønsker ham anbragt i skolehjem. Her forsøgte han sig at rømme, men blev greben og bragt tilbake. Efter at have holdt sig stille og indesluttet en tid, tog han sig efter lidt sammen, overvandt sin lyst til at dovne sig og blev en gut, som vi i det hele var vel fornøiet med. Efter konfirmationen fik han plads i Kristiania og har hidtil opført sig tilfredsstillende.

Gutt fra Bodø

L.-nr. 199, Bodø, født den 15de februar 1887, og anbragt den 6te juli 1901 af Bodø værgeraad for tyveri. Af de oplysninger, som medsendtes ved guttens anbringelse, fremgaar at han har meget smaa ævner og har forsømt skolen meget, hvorfor han ogsaa stod langt tilbage. Hans smaa ævner gjorde, at han havde vanskeligt for at følge med paa skolen, og han fyldte sit 18de aar, førend han kunde blive konfirmeret. Han bad da om at blive, indtil konfirmationen kunde finde sted, og dette blev indrømmet. Da han blev udskreven, sendtes han hjem til faderen, og deltog sammen med ham i fiskeri. Han er nu hos en slagter i Trondhjem, og værgeraadet omtaler ham vel.

TANDSTATUS

Den 11. og 12. august 1903 ble det foretatt en undersøkelse av guttenes tenner. Disse dagene var det 88 gutter på Bastøya. Tre av dem var syke, og ble derfor ikke undersøkt. Tannlegen skrev sin rapport på følgende måte:

Disse 85 gutter skulde havt 2380 sunde, friske tenner,

14. august 1903
J. Galtung
tandlæge

Tilbake ] Ett nivå opp ] Neste ] [ Toppen av siden ]

 

Copyright: Borre Historielag, Borreminneredaksjonen
Vevutgave: Høgskolen i Vestfold i samarbeid med Borre Historielag
Borreminne hovedside